Training day

[Matthew Charlotte Barden]

@joanna 

Klokken var 14.00, der var klar himmel over Caerphilly Stadion. Træningen havde været igang siden klokken 8 om morgen. Matthew havde selvfølgelig siddet siden klokken 6 og planlagt alt til mindste detalje 
Dagen idag var som alle dage hos Caerphilly Catapults. Deres anfører Matthew Barden, eller som kommentatorerne havde navngivet ham, Mad Matt Barden, havde kaldt holdet sammen til en af deres sidste træninger inden de skulle tilbage i turneringer. Dagens træning fokuserede hovedsagligt på at træne deres angreb og målmænd.
"Godt samling!" råbte Matthew da de stod nede foran tribunerne. Ved kanten af banen havde han stillet en tavle op. På tavlen var der tegnet en quiddichbane set ovenfra. 
"Hør her alle sammen! Det går skide godt med vores angreb, men det er ikke nok! Falmouth Falcons har et pissehamrende godt forsvar i år, så vi skal virkelig uppe vores angreb en smule" sagde Matthew og så rundt på sine medspillere.

Alle spillerne var iklædt Caerphilly Catapults rød-og-grøn-stribede uniformer, de stod alle og lyttede til Matthew mens han ivrigt forklarede og tegnede sine nye strategier.  Mange af dem bestod af de skulle have maskimum Trombler-kontrol, og baskerne skulle sørge for at holde modstandernes angriber i skak.
"Godt lad os prøve det!" sagde Matthew og klappede.
Alle spillerne fløj op til ringene og Matthew kasede Trombleren og frigjorde Smasherene. Selv fløj han op så han kunne overvære det hele.
En af baskerne formådede at sende en af smasherne lige durk ind i brystkassen på en af angriberne som sendte angriberne til jorden, heldigvis var det kun få meter angriber var over jorden, så der skete ikke det store. Og angriberen kom hurtigt på benene igen.
"Skide godt drenge!" råbte han til angriberne. 
"Det er vist nok for i dag!" Matthew og hans holdkammerater fløj ned til jorden hvor han forsatte. "Pisse god træning idag, det kan kun gå i den rigtige retning fra nu af! Vi ses imorgen klokken 10.00 sharp" Sagde Matthew og smilede til sine hold kammerater. Da de begynde at gå mod omklædningen, begynde Matthew at gå over mod tavlen for at viske den ren.

[Deleted]

Joanna havde stadig ikke været i quidditchverdenen så længe. Eller, det følte hun ikke i hvert fald, selvom hun vel efterhånden var igennem sin første sæson. Det føltes dog som om, det var i går, hun havde fået pladsen som Søger for Kenmare Kestrels, og det havde været fuldstændig uvirkeligt. Uvirkeligt, men helt vildt fantastisk. Og hun var stadig lige nervøs for det hele, men havde erfaret, at det hjalp en hel del, hvis hun var komfortabel med de forskellige udebaner, de kom til at spille på. Efter at være gået ind i det forkerte omklædningsrum første gang, havde hun gjort det til en vane at bruge den tid, hun havde til overs, på at aflægge stadionerne en visit. Hidtil var det lykkedes hende at undgå at ramle ind i træningstimerne, hvilket hun virkelig bestræbte sig på, eftersom hun ikke havde lyst til at blive anklaget for at aflure de andre hold eller noget lignende.
Denne gang var hun da også heldig at ankomme lige som det så ud til, at de var færdige. Caerphilly Catapults. Det kunne være, hun skulle hilse på dem bagefter. Det var trods alt en kendsgerning, at de fleste professionelle quidditchspillere, selv når de spillede på rivaliserende hold, kom ganske godt overens med hinanden uden for kampene og hun havde i lang tid gerne villet møde deres anfører. Det var ikke vanvittigt mange år siden, Joanna havde afsluttet Hogwarts, og i den tid havde det ligesom altid været ’Mad Matt Barden’, hun havde haft som sit forbillede, eftersom han vist også havde været Hufflepuffelev i sin tid.
Joanna skridtede rundt i nærheden af tavlen. Hun havde ikke de store planer. Ville bare lige gå et par runder, det måtte være tilstrækkeligt. Det var først, da lyden af fodtrin i græsset nåede hendes ører, hun blev opmærksom på, at ikke alle spillere var gået direkte ned i omklædningsrummene.
”Hej! Jeg troede ikke, du ville være så, øh… høj.” røg det overrasket ud af hende, da hun opdagede Matthew. Hun ville have sagt ’intimiderende’, men det var alligevel heller ikke det helt rigtige ord. Åh nej, det kunne gå hen at blive akavet det her. Joanna var, som Søgere var flest, lille og let. Hun kunne på ingen måde hamle op med den store anfører og angriber.

[Matthew Charlotte Barden]

Når Matthew gik og ryddede op på banen, havde han det altid med at gå i sin egen tanker. Så Matthew havde slet ikke set Joanna.
Han gik ind på midten af banen og salmede kassen med boldene og lynet op i begge hænder, hvorefter han gik over til tavlen igen. Da han endelig var blevet færdig med tavlen hørte han fodtrin bag sig.
Lige idet han vendte sig rundt, talte Joanna til hans store forskrækkelse.

"Jesus Maria! Er du ude på at slå mig ihjel?" Udbrød Matthew kort... Men pigen have han set før. Hun var søger fra... Hvilket hold var det nu lige præcist? Matthew kunne ikke helt komme i tanke om det, han plejede ellers at kunne genkende hver eneste quidditchspiller i den engelske og irske liga.. Hvor havde han set hende henne før? En ting var sikkert, hun var helt klart søger. Hendes udseende afslørede det hele, lille og hurtigt. En fyr som Matthew selv, ville få store problemer med at følge med lynet. Hun var ikke fra Falcons, de havde en brunette som søger, Magpies' var en fyr. Slevfølgelig!! Hun var søgeren fra Kenmare Kestrels! Johanna.... Joan.... Jennifer, et-eller-andet Zelenko. Matthew havde det med kun at kende modstandere på deres efternavne.
 
Matthew havde godt hørt om denne unge søger fra Hufflepuff. Matthew lillebror Jonathan, som selv havde spillet som angriber for Gryffindor, havde fortalt om søgeren, ret talentfuld, var orderne vidst
"Og jeg troede du hørte hjemme i Kenmare, sammen med dit hold? Det ser ud som om vi begge har lært noget nyt" grinte Matthew hvorefter han samlede kassen med bolde op og gik over mod omklædningsrummet.

"Men nu hvor du er her, hvad kan jeg så hjælpe med? Hvis du kommer for try-out så er det først i næste måned" sagde Matthew og satte kassen ned, hvorefter han gik ud til avlen igen.
Hvor var hans manere? Man hilste jo på folk man ikke havde mødt.
Matthew tog sin læderhandsker af og rakte hånden til hende.
"Vi har vist ikke hilst ordenligt på hinanden. Navnet er Matthew Barden" sagde han og smilede venligt til hende. Matthew elskede at lære sin modstandere at kende, 1. det var nemmere at forudsigedem, 2. så var det bare skide hyggeligt at møde nye mennesker.